Inden du køber Gotlandske Pelsfår

Klik på næste linie for at se hvem der sælger avlsdyr

Liste over pelsmønstrede besætninger
Nedenstående er tænkt som en hjælp til de folk som har planlagt at anskaffe sig Gotlandske Pelsfår.

Racebeskrivelse:

Det Gotlandske Pelsfår har meget gode moderegenskaber, d.v.s. høj frugtbarhed, lette læmninger og stor mælkeproduktion.

Moderfårets voksenvægt er ca. 60-70 kg.

Fårene læmmer i april og lammene opfødes på modermælk og græs.

Tvillingefødte lam kan opnå en slagtevægt på 16-20 kg på 4-5 mdr. Slagtekroppen har et lavt fedtindhold og kødet har en let vildtagtig smag.

Lammeskindene anvendes til konfektion, pelshåndværk, babyskind m.v.

Skindene skal være blanke, silkebløde, krøllede og grå.

Ulden, der skal være blød og glansfuld, anvendes til strik, vævning og filtning.

Gotlænderforeningens bestyrelse anbefaler:

Køb avlsdyr med M3 status.

Der findes en smitsom fåresygdom der hedder Maedi.

Ud fra blodprøver kan man fastslå, om en besætning er fri for maedi, og hvis det er tilfældet opnår besætningen status M3 efter 3 års blodprøver.

Det samme gælder for ondartet klovsyge. Spørg til om besætningen er testet for klovsyge.

Forlang en kopi af sælgers statusattest.

Og meddel "Dansk Kvæg" at du/I har købt får og skal registreres i "sundhedsprogrammet for får og geder", så vil Landskontoret sende de fornødne papirer.

Dansk Kvæg :

Tlf: 87 40 50 00  mail: info@seges.dk

Køb avlsdyr der er behørigt mærkede med de lovpligtige gule øremærker:

Et får eller lam skal være forsynet med godkendt øremærke, senest når det bringes ud af oprindelsesbesætningen.

Køb avlsdyr fra mønstrede besætninger

Så foreligger der dokumentation for avlsdyrenes kvalitet med hensyn til pels og vægt.

Man bør sikre sig, i så stor udstrækning som muligt, at de dyr man overvejer at købe virkelig er avlsegnede.

Foreningen for Gotlandske Pelsfår i Danmark står, i samarbejde med det Svenske Fåreavlsforbund, for et avlsprogram, hvor ca. 100 danske besætninger får vejet og pelsmønstret deres lam.

Lammenes vægt ved mønstringen fortæller noget om moderfårenes evne til at malke, men det bør tages i betragtning hvilken driftsform besætningen har.

God fed jord eller mager sandjord.

Foreningen sender hvert år et antal godkendte mønstrere ud på gårdene. Der er også avlere der selv mønstrer egne dyr.

Ved pelsmønstringen bedømmes lammenes pels i forhold til: Farve, Lok, Pelshår, Dækning og Helhed.

Karakter gives fra 1-6 hvor 6 er bedst.

Eks 1: Farve 3, Lok 2, Pelshår 2, Tæthed 5, Helhed 2

Eks 2: Farve 4, Lok 4, Pelshår 4, Tæthed 4, Helhed 4


Eks 1: er et lam der bør slagtes, hvorimod

Eks 2: er et godt avlslam.

Det er bedre at købe et middelgodt dyr fra en besætning med stabile resultater, end et topdyr fra en ellers dårlig besætning.

I en god besætning er 2-taller sjældne, derimod findes en del 5-taller.

Først og fremmest skal Helhed have gode point, det er mønsterens vurdering af dyrets avlsværdi.

Se i mønstringspapirerne hvordan far, mor, farmor, farfar osv var mønstrede.

En besætning skal gennem flere år kunne dokumentere gode stabile resultater.

Tal med erfarne avlere for at få mere information.

En dyrskuebedømmelse eller en kåring fortæller kun noget om dyrets kropsform, intet om pelskvalitet eller avlskvaliteter i øvrigt.

De bedste vædderlam bliver vejet og pelsmønstret igen ved en landsbedømmelse. Dette for at finde frem til landets bedste avlsvæddere til den nye sæson. De bedste avlsvæddere sælges også på auktion, ved det årlige træf.

Foreningen for Gotlandske pelsfår i Danmark er landsdækkende med ca. 300 medlemmer.

Foreningen er delt op i gotlænderklubber, der tager sig af forskelligt lokalt arbejde.

Der findes mere end titusinde Gotlandske Pelsfår i Danmark, det er dog ikke alle besætninger der lever op til den standard der er angivet i "racebeskrivelsen".

Selv i de bedste besætninger fødes lam der bør slagtes frem for at blive brugt til avl.


 
Lav din egen hjemmeside med mono.net