TUR TIL TRANÅS 16. - 18. SEPTEMBER 2022

Dette er beretningen om, hvad 28 forventningsfulde medlemmer af Gotlænderforeningen oplevede på weekendturen til Sverige, hvor vi skulle se garveriet i Tranås og overvære vædderauktionen i Jönköping, samt besøge en af områdets kendte avlere med eget skindværksted.

Vi skulle have været 30, men desværre var 2 deltagere blevet forhindret i sidste øjeblik på grund af deltagelse i begravelser.

Busturen

Vækkeuret ringede kl 5. Meget søvndrukken op. Vandt til at sove til kl 9, men afstedkom vi da. Heldigvis kun 2 km til bussen. Og hvilken bus. Fodboldklubben Aab's officielle turbus. Og vi skulle endda forbi Brøndby stadion! Bagagen afleveret, konen op i bussen og bilen parkeret i al hast. For hurtigt skulle det vise sig.

Dagen før havde jeg afleveret øl og vand til turen og snart holdt vi ved bageren, hvor 20 smurte rundstykker kom ombord. Så var der gjort klar til første stop i Støvring kl 6.00. Ankom planmæssigt og så var vi 4 mere.

Næste stop var et af flere ”stop-and-go” opsamlinger ved motervejsafkørsel Hobro Nord.

En ”Stop-and-go” opsamling består i at bussen kører op ad frakørslen, den drejer ikke, men kører ned på motorvejen igen efter en superkort opsamling.

Sådant gik det derudaf i det nord- og midtjyske, indtil vi ankom Ejer Bavnehøj rasteplads, hvor de sidste jyske turdeltagere stod på. Her var der friskbrygget kaffe og de smurte rundstykker. Undertegnede havde dog glemt at 20 rundstykker kræver 40 stykker ost! Men ingen brok for det. I det hele taget var det nogle dejlige turdeltagere, som tog de forskellige kiks med ophøjet ro.

Vi skiftede også chauffør, da køre/hviletidsbestemmelserne dikterede det, såfremt vi skulle nå Tranås sidst på eftermiddagen, som planen var.

Snart gik det videre mod Sjælland. Første stop skulle egentlig være motorvejsafkørsel 35 ved Ringsted. Men kaffen og de medbragte drikkevarer betød, at der blev appeleret for tissepause, og da vi var lidt foran køretiden, sagde jeg ”ja”. Her indtræf et af flere uheld undervejs. Bussen ville ikke tage gassen og chaufføren anede ikke hvorfor. Jeg ringede til passagerne i Ringsted om forsinkelsen.
Efter ca 25 min gik det omsider - efter opringning til chefen - op for chaufføren, at han havde ændret på bussens affjedring, så den var i værkstedsstilling (højere end normalt), hvorfor den af sikkerhedsmæssige grunde kun måtte køre 30 km. i timen.

Så gik det igen mod Ringsted med 100 km. på motorvejen. Her skete så det næste fejlskøn. Bussen kunne ikke vende på pendlerpladsen, så vi måtte bakke ud, standse trafikken og så køre mod Helsingør, hvor de sidste 2 deltagere ventede med sandwich.

De 2 uheld betød, at vi ikke som håbet nåede færgen kl 12, men først kom med 12.30.

Det var dog ikke det væsentligste problem ift. at være i Tranås kl 17. Meget værre var, at chaufføren pludselig skulle holde pause i 30 min. Desværre der, hvor en stort fly fyldt med slik var parkeret! Det var der mange, der var en tur i ”Godisflyet”, så da vi genoptog turen var der en salig gnasken i hele bussen. Senere klarede han at køre forkert medens jeg sov, så vi forlod motorvej A4 og kørte en meget stor omvej. Det betød desværre, at vi først ankom til Tranås kl 18.30!

Undervejs havde jeg flere gange telefonkontakt med Eva Alexandersson, der er produktionschef på Tranås og som havde hjulpet mig meget med at arrangere. Hun havde ekstraordinært indkaldt 5 medarbejdere til kl 16, så vi kunne se garveprocessen med kørende maskiner.

Garveriet

Sikke en modtagelse! Vi var jo godt sultne, men det havde Eva og Anders (maskinmester og medejer) sørget for at komme imøde. Vi blev modtaget med hotdogs og øl. Med fyldte maver blev vi derefter vist rundt på fabrikken. Vi begyndte i skindmodtagelsen, hvor Eva og Thomas står for den første sortering og stempling med ID nummer i det enkelte skind. Her sker der også en første sortering, specielt for de kunder, som har markeret med ”Tranås bestemmer” på skindsedlen. Hver enkelt skind bliver her  udstyret med et arbejdskort, som følger skindet gennem processen.

Efter besøget i modtagelsen, hvor der også er et kølerum, så skindene ikke bliver sure, før de kommer i selve garveprocessen, fik vi en gennemgang af de mange processer skindene er igennem. Det vil føre for vidt her i detaljer at berette - Det skal opleves!

Skindene er i hænder på de forskellige maskiner mindst 17 gange og for nogle skind op til 30 gange. Det var Jetmira, Lemme og Bajram, der viste os de processer, der giver vores dejlige skind. Især skal fremhæves, at Bajram som den eneste betjener slibemaskinerne, som giver den lækre bagside. Han sliber kun vædderskind om fredagen, for arbejdet med dem er så hårdt, at han skal have weekenden til at få skuldrene til at være ok igen.

På grund af den fremskredne tid måtte Evas gennemgang kortes af. Hun nåede dog at vise os restproduktet fra deres chromgarvning, som foregår på en sådan måde, at de har miljøcertifikat. Eva kunne berette meget mere og var i det hele taget utrolig engageret under hele vores besøg.

Besøget på vædderauktionen og yderligere pelsaktivitet

Pelsaktiviteten

Jeg havde i planlægningsfasen været i kontakt med Eva omkring et gårdbesøg som alternativ til vædderauktionen, for de, der ikke ville deltage der. Det mødte den forhindring, at alle gårdbutikker i nærheden var lukket. De skulle alle til vædderauktion. Så nærmeste mulighed var mindst 100 km væk. Men Eva havde løst det: Hun brugte sin lørdag på at arrangere et besøg på det pelsmuseum, der er i Tranås, med efterfølgende nyt besøg på garveriet, hvor Anders' kone Ingela, som er skindsyerske, var mødt ind for at fortælle fif om tilskæring, syning m,v.

Jeg var ikke selv tilstede, men fra deltagerne har jeg fået refereret en meget oplevelses- og lærerig dag, hvor alle havde mulighed for at sy en ting eller to i nogle skindrester, som garveriet gavmildt stillede til rådighed. Der var naturligvis både kaffe, the og kager!

På en enkelt deltager var den hellige ild tændt: I bussen hjem mente Helle bestemt, at Klub Himmerland skulle købe en skindsyningsmaskine, som så kunne udlånes til medlemmer! Undertegnede klubformand gruer for næste generalforsamling i klubben.
Der er måske flertal for forslaget. Det vil tømme klubkassen.

Vædderauktionen

18 af os fandt efter lidt besvær - hvem kunne vide, at Tenhultgården ikke ligger på Tenhultvägen - frem til auktionen, hvor vi hjerteligt blev modtaget af Stefan Josefson fra auktionskommiteen. Han stod klar med spisebilletter og anvisning af busholdeplads m.v. og var i det hele taget meget opmærksom på os hele dagen. Måske var rygtet om  Annes og Tobias´køb på Gotland sidste år løbet i forvejen og der var forventning om, at det var købelystne danskere som kom. Stefan vidste dog godt, at det ikke var tilfældet ud fra vores mailkontakt forud for turen. Han ville blot gøre gengæld for det besøg han havde været på hos os for et par år siden.

Normalt ville der være omkring 50 dyr tilmeldte, men vores tidligere landsdommer Katarina, som vi mødte, oplyste at det havde været et meget atypisk år med tørke og andre problemer, så der var tilmeldt 36 dyr, hvoraf nogle blev trukket af forskellige årsager. Bl.a. blev en besætning sendt hjem, fordi dyrlægen havde hørt et host hos en vædder i traileren.

Det var spændende at se, hvorledes svenskerne havde arrangeret det hele. Tenhultgården, hvor auktionen foregik, er et stort ridecenter, så det hele foregik i en stor ridehal. Det var opstillet nogle meget kraftige hestegrinder i den ene ende af hallen. Hertil var alle lammene bundet med passende afstand. De stod i rækkefølge i forhold til deres placering ved rigsbedömningen, som svarer til vore landsbedømmelse. I Sverige bedømmer man ikke nedklippede dyr.

Det var meget interessant at se, hvor veldresserede alle lammene var. De forhold sig helt roligt, medens vi alle interesseret rodede rundt i deres pels. Det var en meget bedre løsning, end den vi har på Træf, fordi vi kunne stå direkte ved siden af dyrene.

Da vi kom, var der i den modsatte ende af hallen opstille skønsmøssigt 80-100 stole. Vi tænkte, at de da aldrig blev fyldt, men da auktionen gik i gang kl 13, var der ikke mange ledige sæder.

Men før vi kom så langt, skulle potentielle købere melde sig i sekretariatet med navn, gårdnummer og det, der svarer til CVR. Når det var i orden fik byderne udleveret et skilt med nummer og kun personer med nummer kunne byde.

Samtidigt vi fik brugt vores spisebilletter til en burger, en vand og sørme igen kaffe og kage.

Som skrevet gik det løs kl 13. Det var som at overvære en dansk fiskeriauktion, så stærkt gik det. Godt hjulpet på vej af en proffesionel auktionarius og reglen om at man bød ved at række sit skilt op og lade det blive oppe, til man ikke ville byde mere.

Næsten alle dyr var solgt på 30 min. Det kunne vi godt kopiere i Danmark! Fordelen ved systemet var også, at det var sekretariatet, som på den måde havde styr på køberne og kunne udfylde flyttedokumenter m.v.

Efter auktionen takkede vi Stefan for en fin dag og invitererde den lokale gotlænderforening til genbesøg i Danmark.

Så var der hjemtur, hvor jeg gennemtrumfede, at chaufføren kørte ad E4 til Granna og derfra til Tranås. En rute som hans GPS viste, bussen ikke kunne køre, og som var hans undskyldning for den store omvej på turen op.

”Granna” udbrød Lise. ”Det er der, de laver polkagrise. Der er pænt”. For de, der ikke ved det: Polkagrise er noget rød og hvidstribet sukkerstads, som findes i mange variater. Ergo kørte vi til Granna, drak kaffe på havnen og holdt på hovedgaden, så vi kunne købe ”godis” med hjem.

Derefter mod Tranås, hvor det viste sig, at problemet med chaufførens GPS var, at den markerede viadukter, som var for lave til bussen. Hvad den ikke markerede var den jernbaneoverskæring, som lå 50 m nede ad vejen! Så vi kom planmæssigt til Tranås.

Festmiddag

Lørdag aften var der forudbestilt 3-retters festmiddag. Vi havde inviteret Eva og manden med. Manden blev hjemme og passede hunden, men Eva morede sig strålende. Især da hun gik mannequin med Kajs muffe. Samme Kaj underholdt med en historien om sin drøm om at tjene penge på skindsyning. En historie, der mindede lidt om konen med æggene, men var meget morsommere. Vi døbte ham på stedet ”Designkaj”

Middagen var god indtil undertegnede spurgte ind til desserten. Det viste sig, at der havde indsneget sig en dansk/svensk sprogforbistning i forbindelse med min forudbestilling. Eftersom jeg havde lovet dessert, blev det krævet, måske under indflydelse af rødvinsindtagelsen. Nå, ingen vej udenom: Der kom dessert - eller rettere, der kunne vælges mellem kaffe/the, dessertkage eller osteplatte. At tjenerne fandt ud af, hvem der skulle have hvad efterfølgende, tjener til deres ros.

Vi skulle jo op næste dag, så kl. 23 lukkede restauranten og inden midnat var vi alle i seng.

Besøg på Ateljè Guldtackan

Efter morgenmad og pakning af rejsetasken gik turen de 10 km. til gårdbutikken ”Ateljè Guldtackan”.
Vi overraskede værtsparret med korsang. En dejlig lejlighedssang om turen som Torben havde lavet. Den var rigtig god og kan opleves på TRÆF.

Ateljèet har eksisteret siden 1991, og næste generation Börje og Jenny Andersson har nu taget over fra Jennys mor og hendes mand, der købte gården i 1981. Gårdbutik er nok ikke det rigtige ord, for der er tale om en lokal skindvirksomhed med højkvalitetsprodukter. Interesserede kan læse mere på hjemmesiden www. Ateljeguldtackan.se. Vi var alle imponerede af det høje niveau på deres produkter.

Men Ateljè Guldtackan er mere end det, nemlig avlsgården Göberga Hult med 140 pelsfår og et antal væddere. Vi fik lejlighed til både at se den vædder, de havde købt på auktionen dagen før, og en lille flok på 5 vædderlam, hvoraf de 4 var til salg. Da vi så kvaliteten og hørte prisen, var vi klar til at rydde chaufførens sovekabine og tage dem med hjem. Ærligheden sejrede dog, der er jo importbestemmelser. Men under 15.000 kr. for 4 kvalitetsvæddere. Det var fristende. Nok også fristende at se på muligheden næste år. I hvert fald var Börje med på ideen om et samarbejde. Gårdnavnet i Elitlamm er ”Hultet”.

Hjemturen

Nu, hvor vi vidste, at vejen var mulig at køre, tænkte undertegnde, at nu kunne der ikke komme flere forhindringer. ”Gerade aus und dann Links” og vi ville ankomme Hälsingborg. Jeg blev klogere.

Efter godt en times kørsel meddelte chaufføren, at han skulle tisse. Godt nok var der toilet i bussen, men det kunne han jo ikke benytte under kørsel, så væk fra E4 og hen på en stor rasteplads. Selvom jeg sagde, de, der skulle tisse, kunne lade vandet, hvis de skyndte sig, endte det selvfølgelig med at stort set alle vrimlede ud og købte en sandwich i kiosken. Da der var gået 25 minutter med det, mente chaufføren, at vi ligeså godt kunne holde i 30 min, så han overholdt en hviletid.

Nå, omsider nåede vi da Hälsingborg. Desværre var færgen forsinket. Men det blev vores held, for så holdt vi igen i 30 min. Heldigt, for det første ophold var ikke blevet registreret.

Endelig tilbage i Danmark. Afsked med de første i Helsingør. Farvel til de sidste sjællændere i Ringsted og så mod Ejer Bavnehøj. Her mente chaufføren, at han igen skulle holde pause, men der satte jeg hælen i. ”Vi kører til Randers, det kan vi godt nå indenfor tidsrammen” Jeg kunne nemlig se, hvor meget køretid, han havde tilbage.

Som sagt så kørt. De, der var stået på i Hobro fik ordnet det, så de blev hentet.

Så var vi 6 deltagere tilbage til endnu en 30 min pause. Heldigvis var der stadig øl tilbage i kølerummet. ”Lad mig få den stærkeste”, sagde Helle, så omsider kom jeg af med en juleøl fra sidste år!

Omkring kl 23 var i i Støvring og 23.30 kom vi til Terndrup. Her var det så, at konsekvensen af fredagens hurtige parkering viste sig: Jeg havde glemt at slukke lyset, så ingen strøm. Heldigvis var der en ansat, som var behjælpelig med en lynlader, så vi var hjemme, godt trætte, lidt før midnat.

Tak til mine medrejsende, som tog alle mine små fejltrin med godt humør. En særlig tak til Lise for hjælp i forberedelsen og undervejs, selvom hun selv mener, at det var gået bedre, hvis hun havde været endnu mere involveret og ikke mindst til Eva for uvurderlig støtte.

Ole Brandt Jensen,
selvudnævnt rejseleder.