Kursus i skindsyning 4. - 6. februar 2022 i Ålborg

af Karen Halling

"Allerede i oktober 2021 var der et opslag på Gotlænderforeningens hjemmeside med tilbud om at deltage i kursus med skindsyning. Kurset ville blive afholdt i Ålborg ved Fokus Folkeoplysning. Jeg var klar, og tilmeldte mig omgående trods det, at jeg bor i nærheden af Fredericia og skulle finde overnatning mm.

Kurset blev afholdt af møbelpolstrer Gurli Kollerup på opfordring fra Karen Eck. Vi blev kontaktet forinden kurset af Gurli mht., hvad vi kunne tænke os at sy. Vi skulle selv medbringe skind til kurset, og disse skulle gerne være egnede til projektet.

Skindtyper

Vi var 4 fåreavlere og 3 øvrige deltagere foruden Gurli. Fredag den 4/2 kl. 16 mødtes vi i møbelpolstreværkstedet i Fokus Strandvejen i Ålborg kl. 16. Der var kaffe og hindbærsnitter klar, og vi startede med en introduktion af os hver især, hvor vi fortalte, hvad vi havde af planer om at lære og nå på kurset. Vi fremviste alle vore medbragte skind. Hold da op, hvor var der mange smukke skind! Vi havde i øvrigt i løbet af kurset mange samtaler om skindkvalitet, og hvad der har indflydelse på at opnå smukke skind, hvilket var meget lærerigt for os alle.

Hjemmegarvning

Vi slagter selv vore får hjemme hos os, og jeg garver selv skindene. Det kan man selvfølgelig godt se, når man sammenligner med de smukke skind, der garves professionelt. Jeg har førhen haft Finuld, men er gået over til Gotlændere pga. skindene for ca.2 år siden. Jeg havde således kun 3 skind af Gotlændere og 2 små skind fra Finuld med. Yderligere har vi i mange år haft kaniner, så her havde jeg taget en bunke hjemmegarvede kaninskind med. Min plan var, at lave en hynde til en bænk beklædt med et Gotlænderskind, en nakkestøtte af Finuld, og evt. få hjælp til at sy noget med kaninskindene.

Produkter

Møbelpolstreværkstedet var udstyret med fine arbejdsstationer til alle, med hæve-sænke borde, hæftepistoler, symaskiner til små ting (alm. symaskine) og industrisymaskiner store ting - fx lædersyning. 

To af kursisterne og jeg selv blev ret hurtigt enige om, at vi skulle lave samme projekt - sy en taske i skind. Derved kunne vi følges ad og drøfte udfordringer undervejs. Jeg besluttede at sy i kaninskind og de to øvrige syede i Gotlænderskind. Mønstret til tasken var ikke helt nemt at tyde, og der var mange snakke om, hvordan skindene skulle skæres for at opnå et smukt resultat.

En kursusdeltager kastede sig ud i et projekt med at beklæde en puf med Gotlænderskind. Gurli kunne supplere med indmaden til puffen resultatet blev superflot. Selv har jeg planer om at lave en tilsvarende, men skal lige først garve nogle skind. Jeg fik indmad med til en puf, så det forpligter jo!

En kursusdeltager beklædte 4 stolesæder med Gotlænderskind, en anden en kontorstol og jeg selv fik lavet min hynde. Alle projekter, som vi hver især er godt tilfredse med.

Værktøj

Vi lærte at anvende en hæftepistol, der fungerede med trykluft. Den skulle man lige lære at kende, men når man så havde vænnet sig til den, var det et uundværligt værktøj. Vi fik introduktion til syning af de tykkere skind på industrimaskinerne. Det var ret så grænseoverskridende, da de bare tog fat, og det var svært at styre hastighed på maskinen og skindets retning. Desværre var en af deltagerne også uheldig at sy sig i fingeren, men hun fik hurtig assistance og plaster på. En stor forskrækkelse for os alle, og vi havde efterfølgende stor respekt for symaskinerne. Jeg lærte også at sy skind sammen i hånden med nål, så resultatet bliver fladt og holdbart.

Forplejningen undervejs i kurset var på sammenskudsbasis. Der blev smagt mange forskellige former for Gotlandsk lam - røget, gravet, speget osv. Rigtig lækkert og hyggeligt.

Konklusion

Vi synes alle, det var et super godt og lærerigt kursus. Der var tid nok til at hygge og snakke får, men også til at få afsluttet vores projekter. Gurli var utrolig tålmodig og pædagogisk – og altid hjælpsom med et godt råd. Vi kunne tydelig mærke, at hun kan sit håndværk, og se løsninger på for os uoverskuelige udfordringer med vores projekter.

Der er ønsker om at oprette endnu et nyt kursus i skindsyning i efteråret, hvor temaet fx er syning i skind - luffer, sko etc. eller farvning af skind. Det var der flere, der tilsluttede sig med det samme."

 

Klub Nord- og Vestsjælland har også planer om et kursus - så vidt vides.